Denne side indeholder forskellige humoristiske historier  som vi selv har lavet eller hørt fortalt af andre.
Dementbadning på Århusiansk Lokalcenter			Kunsten at grille
Agurketid			Skiftedag
Morgentravlhed			Dit døve spetakel!
Valgtider			Syg og dårlig
I røg og damp			Præ-senil
Bare en fårekylling			Elektronisk tyranni
Så Du røgen ....			Hattedamer
Nye tider			Stærk øllebrød!
Sprængfarligt brænde			Er det mon fremtiden?
Pensioniststuderende			Kompostkværnens hjertestop
Produktforvirring			Kommunalt lotteri
Tanker omkring senge			Prøverummet
Udseende og indhold			De forsvundne tænder
Enkefræs			Ældres adfærd i offentlige transportmidler
Musikalske tænder			Sækkepiben
Den ugentlige indkøbstur			Betragtninger om politik
Kunsten at grille   Min svigersøn har fået en ny grill! Den er lavet i Tyskland og er på størrelse med en folkevogn. Den blev indviet i lørdags, og jeg var inviteret. Det var med en vis ærefrygt, familien stod samlet om nyanskaffelsen. - Og man kan også bage i den! Min svigersøn lettede låget på uhyret. - Og stege flæskesteg.. og bøffer! Vi bruger den så at sige til alt! Og juleaften steger vi nok anden herude! Han lavede en altfavnende armbevægelse over terrassen. Forsigtigt spurgte jeg.. Er jeres komfur gået i stykker? Det nedladende blik han sendte mig, kunne jeg godt have undværet. Men, jeg ved dog, de har både en almindelig ovn, en varmluftsovn og en mikroovn og diverse kogeplader. Så hvorfor skal de nu lave mad på bål ude på terrassen?  Så startede de! Svigersønnen var til lejligheden iført en meget høj kokkehue og et forklæde med en ølreklame. Det er vist nok obligatorisk. Det varede lidt, inden der kom liv i grillen. Der blev herset og regeret med trækul - kaldet briketter, grillstarter og tændvæske. Min svigersøn bandede og sled! Men, så kom den også! KABOOM!! Der var røg og flammer overalt! Min datters hår brændte, det samme hendes kjole, og barnebarnet havde ild i skoene Svigersønnen lignede en statist fra " Porgy and Bess! Mig? Jeg var flygtet! Jeg har en skumslukker i bilen. Det hele sluttede med frikadeller.. stegt på pande!  E.L.
Dementbadning på Århusiansk Lokalcenter Så lykkedes det igen for Århus at komme i folkemunde. Et lokalcenter tæt ved Århus havde ellers fundet de vises sten, hvad ældrepleje angår! For at dagvagterne skulle få lidt bedre tid, begyndte man at tage de ældste - mest demente, op midt om natten, for at få dem i bad og i tøjet, og så igen lagt i seng med tøjet på. Man har vel skønnet, at de ældre af den type alligevel dårligt anede, hvor de var? Det hele vel at mærke med ledelsens godkendelse! En tre fire ansatte sagde af denne årsag op - respekt for dem! Uanset, hvor meget stat og kommune forringer de ældres vilkår er det en svinestreg!! Den leder bør fyres på stedet, hvis hun er ansvarlig. Rådkvinden. . . Danmarks dårligste! E. L.
Agurketid Da jeg forleden kom gennem anlægget på min daglige spadseretur, var der nærmest opløb nede ved statuen af den gamle borgmester. Bølgerne gik højt! –                Min hjemmehjælper er der, den tid hun skal være der! –                Min kommer som vinden blæser! –                Min slæber mig med på værtshus! Efter den sidste bemærkning blev der en eftertænksom tavshed. –                Hvad hedder hun? Emnet blev debatteret grundigt. Derefter var der et par landspolitikere, som måtte holde for plus en hel del af de lokale pinger. Lyttede man nøjere efter kunne man godt fornemme, mange af udsagnene var dårligt underbyggede, hentet fra tv-stationer af den mere letbenede slags og et par formiddagsaviser. Jeg kom med et par forsigtige guldkorn om, hvorvidt det nu stod så slemt til? Så fik jeg ellers på puklen! Jeg gik i dækning, og var ved at savne både søslangen og Loch Ness-uhyret...de er ellers faste gæster på denne tid af året.  Gad forresten godt vide, hvad hende hjemmehjælperen med værtshusbesøgene hedder?  E. L.
Skiftedag Af og til står jeg nede ved fjorden og bader en regnorm - d.v.s. jeg prøver at fange et par fladfisk til min middagsmad. Til tider lykkes det virkelig. Således også forleden. Et par pæne skrubber, der nok var værd at ofre et par halve stykker på. Jeg havde en anden lystfisker nogle meter fra mig, en sværlemmet dame i en nydelig spadseredragt. Hun skævede med mellemrum til mig, så jeg mente nok, jeg kunne henvende mig til hende. Og hvad siger man så.. ” Dejligt vejr! ” Det eneste svar var en – relativ dyb – brummen. Så opdagede jeg det! Damen havde skægstubbe! Lettere rystet begyndte jeg, at samle mit grej sammen. Hvad var dog det her for noget! Måske en forklædt teorist, som agtede at sprænge vores pæne gamle rådhus i luften – et historisk minde af høj kvalitet, Chr. X har engang benyttet stedets toilet! Så kom det fra damen! ” Tag det roligt! Det er jo bare mig! Det var den gamle postmester. I spadseredragt! Og paryk!! Så fik jeg forklaringen! Han havde skiftet fornavn fra William til Elisabeth! ” Har Du fået en kønsskifteoperation? ” ” Nej, for fanden! Men….jeg har altid så godt kunnet lide…Elisabeth, navnet altså ! Men, jeg hedder stadig William til mellemnavn!! Det sidste kom med et vist eftertryk. ” Og så..ja, jeg har så tit tænkt på, hvordan det var ” – han hostede et par gange – ” altså, at gå i dametøj! ” Jeg grundede længe over det. Vidste jo godt, man nu kan tage et andet fornavn, som ellers brugtes af det modsatte køn…, men alligevel! ” Er det ikke svært at vænne sig til? Hvad siger dine venner? Og dine børn? ” Mine børn vil ha´mig umyndiggjort! Vennerne vil jeg skide på! ” Er…er det ikke lidt besværligt? ” Jo! Den satans roll on strammer!  E. L.
Morgentravlhed!  Gert er trods de 79 år og store problemer med bentøjet glad og tilfreds med tilværelsen, og møder to gange om ugen til kursusaktiviteter i ældresagen i henholdsvis edb og mobiltelefoni, som han har stor fornøjelse af og altid glæder sig til. Samtidig får han en god snak med de øvrige kursister. Han vågnede op til det blev en hektisk morgen hvor vækkeuret havde ringet alt for lavt, med det til følge at morgenen var skrumpet med 40 min. Det blev kun til en hurtig kop kaffe uden noget til, og så af sted til bussen så hurtigt de gamle ben nu ville det. På vej hen til kursuscentret smuttede han lige ind til bageren og nåede så lettere forpustet frem i rette tid. Alle var kommet og snakken gik livligt og pludselig siger en af de andre kursister: ”Jamen Gert, hvad er der sket? Er du faldet? Hvad er der sket? Har du slået dine tænder ud?” Gert føler efter med tungen og siger med et stort tandløst grin. ”Nej nej, der er ikke sket noget, ikke andet end jeg har haft så travlt her til morgen, at jeg så har glemt at få spisestellet på i dag!”  W. W.
Dit døve spektakel! Der havde længe været almindelig utilfredshed i den nærmeste familie over Eli, som efter utallige opfordringer ikke havde i sinde at gå til ørelæge for at få foretaget en undersøgelse af den meget dårlige hørelse. Uviljen skyldes nok at Eli betragtede sit skind som ukrænkeligt, og at læger var skabt i Guds vrede. Utallige stikpiller som ”gamle døve spektakel” prellede fuldstændig af på ham, men først til hans fødselsdag, da datteren kom med et stort kohorn, hvor svigersønnen kunstfærdigt havde forsynet det med en tragt i messing, gav han sig. Der blev bestilt tid hos ørelægen i Grenå, og da dagen oprandt, drog Eli, Lillian samt datteren af sted for at overvære den store begivenhed og for at være moralsk støtte, men også for at sikre sig, at han ikke snød sig fra undersøgelsen. Eli var meget fåmælt og vrissen under turen og mumlede noget om skide kød snedkere og lignende skældsord, men blev påfaldende tavs da de sad i venteværelset. Endelig blev det hans tur, og sammen fulgte de Eli ind i det hellige rum hvor operationen skulle foregå. Her begyndte et større gravearbejde hvor gigantiske klumper voks blev læsset ned i assistentens bakke, hvorefter ørelægen så gik over til den flydende behandling med øre skylning, medens han mumlede, at det er helt utroligt. Vi må nok også hellere få pustet det hele igennem, hvor Lillian kom med en kvik bemærkning om, at så skulle man nok ikke stå ud for det andet øre, hvilket fik ørelægen til at smile en smule. Eli sad under hele operationen helt stivnet som en stenstøtte med blikket stift rette mod vinduet uden at sige en lyd. Da alt var overstået og de igen stod nede på gaden, havde Eli igen fået sin normale kulør i ansigtet og udbrød med skinnede øjne ”For fanden da, nu kan jeg sørme høre igen”. Ja siger Lillian, og så meget ballade skulle der til før at du endelig samlede dig sammen, men nu kan du sætte dig der ned på det værtshus og få dig en stille øl og så går Joan og jeg lige et lille smut hen for at handle, men vi kommer og henter dig igen, for det er vi vel nødt til! Eli sætter sig op ved baren og bestiller en øl, men kommer lidt efter tanke om, at han ikke havde nogen penge, og meddeler bartenderen det, men skynder sig at sige at min kone kommer om lidt og betaler. Fint siger bartenderen men ellers har vi en stor opvask ude i køkkenet, hvilket får de øvrige gæster til at bryde ud i latter. Der går ret lang tid inden Lillian og Joan kommer tilbage, men glad bliver Eli som udbryder. Jeg skylder for en øl og jeg kunne da godt drikke en til. De kikker begge bestyrtet på Eli, og sætter sig ned ved et bord uden at svare ham. Tjeneren kommer ned og kikker på dem og ser op mod Eli som sidder ved baren, men siger ikke noget, og modtager deres bestilling. Oppe ved baren flytter Eli uroligt på sig og siger med hævet stemme, at han da også vil ha` en øl, men bliver mødt med en mur af tavshed og undrende blikke. Lillian siger med forbavselse i stemmen. Det er dog en uhøflig person ham ved baren, hvilket får tjeneren til at stille sig foran Eli med et bestemt udtryk i øjnene. Stemningen er ved at blive lidt trykket, da Lillian med høj latter udbryder, jamen så sæt dig dog her ned til os andre Lallegaard, og lad os få lidt fred. Det hele kan jo ikke kun dreje sig om dig. Men det er så i orden. Du får den øl, men hvad ville du ha` gjort hvis du ikke havde os til hele tiden at hjælpe dig! Eli mumler noget uforståeligt, medens et lille smil breder sig inden han sætter glasset for munden. W. W.
Valgtider!
Gamle Jens Peter Jensen stod med næsen presset mod vinduet. - Nu kommer de Marie, de er der alle sammen! Hans øjne strålede. Marie fik fødderne stukket i sutskoene og tøffede hen ved siden af manden. - Vil Du bare se Marie! De kom, som de lovede. Vi var vel nok heldige med at vinde den konkurrence! Hans kone nikkede. Der stod klart vand i hendes øjne. - Alle sammen! – gentog Jens Peter – Der er Anders Fogh Rasmussen, han har kornblomster med de må da være af plastik? Og, ham bagved ham betjenten fra Fyn, han svinger med et trækkort! - Hvem er hende med den store buket røde roser? - Det er da Helle Tårnfalk æh´ Thorning Smith! Og der er hende fra de radikale med to T-shirts, med store logoer på. Hvad står der?” Ved ved ikke!” - Hvem er ham med bogbunken? - Det er da Frank Aaen! Hvad står der så på dem æh´ Marx samlede værker! - Hende med den store næse, det må da være Pia Kjærsgaard? Hvad står der på det skilt, hun svinger med? Jens Peter kneb øjnene sammen. - Der står ”Hvad Du ønsker, skal Du få!” Hun har også et pund kaffe med! Og Søvndahl er der! Men, hvem er ham, der hele tiden løber rundt om sig selv? - Det er da ham Khader! Han ved vist ikke selv, hvad han selv vil men lidt til højre trækker han da! Så! Nu er de ved døren, Far!  - Og vi har fået købt det hele? Kaffe, småkager og cognac til de borgerlige? Og vodka til venstrefløjen? - Jeg har det hele i hus, Far! Jens Peters næse ramte vinduets glas med et brag! - Der er osse en dame. Hun er nøgen!! - Det er Louise Frevert, tror jeg! - Jamen Mor, CD opstiller jo ikke. - Hun har måske skiftet parti?  Jens Peter sukkede. - Synd, der kun er valg så sjældent!  E. L.
Syg og dårlig
Jeg traf min nabo cykelsmeden, nede i byparken. Han sad på en bænk og så sløj ud. Og, hvad siger man så.. - Davs! Nå, hvordan går det så? Han rystede bedrøvet på sit skaldede hoved. - Skidt! Det er vandet! - Tjah´ det er jo også et gammelt hus, Du har. Rørsystemet trænger måske til en udskiftning. Han så bebrejdende på mig. - Det er min prostatatata! Han havde lidt svært ved at finde endelsen på ordet. - Jeg render og pisser hele tiden! Det vidste jeg egentlig godt. Han tisser ligesom stammere taler. I små stød, og helst med tilløb til ordene. Nu var kæmneren kommet til. Han havde hørt vores ordveksling og så helt forgræmmet ud. - Ja, mit problem er jo afføringen… Tonefaldet var dumpt og let klynkende. Og så kom der ellers et mindre foredrag om puh ha og kolostomi! En overgang var jeg bange for, han havde trukket bukserne ned, for at vise os sit ubrugelige numsehul! Han slog cykelsmedens tissetrold med flere længder! Jeg forsøgte mig med et lille pip om min lidelse fodvorter! Den faldt ligesom lidt igennem. Der var kommet flere til. Og i løbet af en halv time, vidste jeg alt om slagterens lumbago, møbelhandlerens hårskæl, advokatens impotens og trikotagehandlerskens gigt.  Danskerne har to ting, de altid kan tale om. Vejret og sygdom. Men apropos, mine fodvorter….  E. L.
I røg og damp Jeg har haft ondt i rø…! Så går man til læge, der henviser en til indlæggelse på det lokale sygehus. Grimme små fyre i udstødningen, som min kirurg kaldte det…i min pure ungdom kaldte vi dem for takker. De skulle fjernes! Først var der dog et par undersøgelser, blandt andet en såkaldt kikkertundersøgelse. Der var, foruden kirurgen, tre sygeplejersker, en sekretær og tre kandidater til stede. Det var lidt pinligt. Det er svært at være særlig macho, når man ligger med rumpetten i vejret, og samtlige tilstedeværende insisterer på at stikke en finger op i ens…de ved nok. Sekretæren frafaldt dog.  Nå, operationen var nu ikke så slem. Det ubehagelige kom først senere. Jeg fik en sær skrævende gang og mine toiletbesøg udløste, at jeg udstødte nogle nærmest orientalske lyde, påstod mine medpatienter. På et tidspunkt får man det bedre, og så søger ens venstrehånd automatisk op mod brystlommen, nærmest som en refleks. Man er smøgsyg!  Efter en times søgning måtte jeg konstatere, at sygehuset var røgfrit! Da var jeg tæt på et tilbagefald! Jeg fik at vide, at skulle jeg absolut ryge, foregik det udendørs nede ved indgangen til afdelingen. Og så fik jeg ellers et foredrag om farerne ved tobaksnydelse! Man kan få fodvorter, hårtab, lungesygdomme, basedow, overbid, indskrumpne testikler og mange andre ubehageligheder, hvis man ryger!! Jeg løb risikoen og iført morgenkåbe, sutsko og et dropstativ på hjul, gik jeg ned til indgangen. Der var snestorm!!
Vi var ca. 15-20 forfaldne dernede… også ansatte, både klædt i hvidt og grønt. Der var også en nydelig dame med et meget flot diadem i håret. Det varede lidt, inden det gik op for mig.. DET VAR DRONNINGEN! Der stod landets majestæt og brændte græske cigaretter af!  En ting undrer mig i øvrigt. Man har fået at vide, man skal passe meget på sig selv, efter sådan en operation, ikke bevæge sig for voldsomt, ikke løbe og kun spise flydende kost. Godt nok! Men, at sende en ned i en snestorm med fare for en lungebetændelse, generer ikke de kloge hoveder!  P.S. For en ordens skyld – dronningen har ikke takker. Hun har fået nye knæ, i metal. Og nu er det jeg overvejer, med al denne metal i kroppen, hedder hun så stadig DERES MAJESTÆT eller… ROBO-QUEEN ? E.L.
Præ-senil - sådan angriber sygdommen:
Bestemmer mig for at vaske bilen, begynder at gå mod døren og får øje på posten, som ligger på bordet. Alt i orden: jeg skal vaske bil. Men først kan jeg da lige se efter hvem der har skrevet til mig. Lægger nøglerne på skrivebordet, smider reklamer og lignende ud og lægger mærke til at skraldespanden er fuld. O.K., jeg lægger regninger og fakturaer fra mig på skrivebordet for at tømme skraldespanden. Men nu hvor jeg har åbnet skuffen i skrivebordet for at lægge regningerne fra mig, kan jeg jo benytte anledningen til at skrive et par checks til at betale regningerne med.
Hvor er mit checkhæfte? Ups!!, Kun en check tilbage. Det andet hæfte er i den anden skuffe. Aha! På skrivebordet står den juice som jeg var i gang med at drikke. Jeg skal lede efter checkene. Men først bør jeg fjerne juicen fra skrivebordet. Endnu bedre, jeg sætter den i køleskabet så den bliver kold igen. Jeg går mod køkkenet og ser at planterne trænger til vand. Sætter glasset fra mig på køkkenbordet og... Hej!! Der er mine briller!! Jeg har ledt efter dem hele dagen! Det er bedst at jeg lægger dem et smart sted først... Fylder en kande med vand og går i retning af mine tørstige planter. Aaaagggghhh! Nogen har lagt fjernbetjeningen i køkkenet! Jeg var ved at blive gal da jeg ledte efter den for at se TV. Det er bedst jeg lægger den ind i stuen hvor den hører hjemme ..... "Kaster" lidt vand på planterne (og lidt på gulvet, som jeg lige vasker nu jeg er i gang) Smider fjernbetjeningen i lænestolen og går mod døren,  mens jeg prøver at komme i tanker om hvad det var jeg ville til at begynde med........
Ved dagens slutning er bilen stadig lige beskidt, regningerne er stadig ikke betalt, juicen står på køkkenbordet, planterne har fået alt for lidt vand til at de kan overleve, checkhæftet har stadig kun en check tilbage og jeg kan ikke finde bilnøglerne.....
Da jeg opdagede at jeg ikke havde fået gjort noget i løbet af dagen, blev jeg virkelig forbavset. Jeg ved at jeg havde en meget travl dag!! At blive præsenil er noget meget alvorligt. Det er nok bedst at jeg læser lidt om tilstanden på internettet.
Men først skal jeg bare lige checke om jeg har fået nogle mails....... Er du også præsenil?? Vær sød at sende en kopi af denne mail til alle dem du kender for....... JEG KAN IKKE HUSKE HVEM JEG HAR SENDT DEN TIL !! :o)
Bare en fårekylling Det er godt nok fandens siger Harry irriteret, nu har den fårekylling larmet ude i køkkenet siden i går, så nu må det spilme være nok, for nu skal den bare ud. Ellen kikker forundret på ham og gør opmærksom på, at hun ikke kan høre noget, og mumler så henkastet, men du kan jo også høre græsset gro. Harry farer ud i køkkenet og rykker alle skufferne ud og undersøger dem systematisk, hvorefter turen kommer til underskabene, men uden at finde det formastelige kræ. Så går han i gang med samtlige overskabe hvor alt bliver taget ud, og alt bliver støvsuget, men stadig med samme negative resultat. Harry tørrer sveden af ansigtet og sætter sig tungt ned i en stol, men springer kort efter op og siger med høj stemme, der var den igen. Så er den fame bag ved køleskabet, så det bliver vi nødt til at tømme, for ellers kan jeg ikke få det rykket ud af skabet. Ellen ryster på hovedet men rejser sig og sammen får de tømt køleskabet, hvorefter Harry gasblå i hovedet får rykket skabet ud på gulvet. En grundig undersøgelse viser, at den heller ikke er der. Kampen har nu stået på i over tre timer, hvor fredsforstyrren med mellemrum stadig lader høre fra sig. Harry bliver mere og mere ophidset og rykker komfuret ud på gulvet, og støvsuger hver en krog og sammenføjninger på bagsiden men uden at se noget levende, og som en hån lader det formastelige insekt lader stadig høre fra sig med mellemrum. Ellen kikker forsigtigt ind af døren og ser, at køkkenet nu ligner en slagmark hvor gulvet er et kaos af hårde hvidevarer, skuffer, bøtter af alle mulige slags, hvor Harry nu iført undertrøje og dampende af sved står helt opgivende midt i det hele. Der lyder igen et bip som får Ellen til at kikke op i loftet hvor røgalarmen sidder, og fremstammer et, jeg tror, det er den du kan høre, siger hun og peger op. Harry kikker næsten opgivende op hvor alarmen i det samme igen giver et pip fra sig, som får ham til at sætte sig ned på en taburet med et bump. Ja, dig og din hørelse, men nu går du i bad og tager noget ordentlig tøj på, for nu er vi nødt til at gå ud for at spise, og så har du jo hele dagen i morgen til at bringe til at få det hele bragt i orden igen, siger Ellen og smækker døren i. Ja ja mumler Harry fortumlet og smækker døren i efter sig. W. W.
Elektronisk tyranni Ricard kikkede ned på sine nye sko og mumlede et eller andet, men så nu alligevel ret så tilfreds ud. Så tager jeg ned i byen og handler, så hvis du skal have noget med så .. Ilse ryster på hovedet. Nej tag du bare ned for at ose lidt, for du køber jo ikke noget alligevel. Han spadserer rask ned til bussen og kikker ofte ned på skoene og tænker tilfreds, at det var nu alligevel et godt køb de havde gjort der. Varehuset var fuldt af mennesker, så det blev han ret hurtigt træt af og styrede mod udgangen, men netop som han gik ud, begyndte alarmen at hyle. Han standsede op og kikkede sig omkring, da han pludselig blev taget hårdt i armen, og en stor brysk sikkerhedsvagt bad ham følge med ind på kontoret. Folk omkring ham var blevet opmærksom på optrinnet og kikkede forarget, og enkelte kom med sårende bemærkninger. Han blev ført ind på et kontor hvor der sad tre meget alvorlige herrer, som med det samme bad ham om at tilstå og aflevere det han havde tilegnet sig, så sagen kunne afsluttes, og så efterfølgende anmeldes til politiet. Richard bedyrede sin uskyld, og nægtede harmfuldt at lade sig kropsvisitere, så i løbet af kort tid ankom der to betjente. De beder ham om at tage frakken af og vende lommerne, hvilket får Ricard til rasende at bedyre sin uskyld, hvorpå betjentene så meddeler ham, at de så kan drøfte sagen videre på stationen, hvis det vil være ham mere belejligt. Modstræbende medvirker han til undersøgelsen, hvor de gramser ham på hele kroppen, men uden at finde det mindste. Til sidst får han lov til at gå, og hurtigt forlader han kontoret, medens de alle mistroisk kikker efter ham. Dybt rystet nærmest styrter han ned af gaden, og kun langsomt begynder panikken at forlade ham, hvorpå tanken om en kold øl fik ham ind i et cafeteria hvor han igen var i stand til at få kontrol over sine tanker. Her er da endelig noget at fortælle lille mor, mumler han og beslutter sig så for at gå ned for at købe en røget laks og en flaske snaps. Da han går gennem kasselinien, lyder der en infernalsk hylen, og alle kikker på ham, og en ny vagt beder ham brysk om at følge med. Ricards knæ ryster og hele historien gentager sig på ny, hvor han forgæves bedyrer sin uskyld. Det ender med at de to betjente fra den tidligere episode dukker op, og stirrer forbløffet på ham, hvorpå den ene udbryder: Hvad fanden, er det da ikke dig igen! Du skal da vist en tur med på stationen hvor du kan svale af og tænke lidt over sagen! Ransagningen af hans frakke og øvrige påklædning gav ikke noget resultat, hvilket får den ene betjent til hvast at spørge: Sig mig æder du det du har stjålet, eller hvad? Den anden betjent kikker interesseret på hans sko og siger med et stille smil: Nå det er dem du har hugget! Richard råber rasende at han fandeme ikke har hugget nogen sko, og fortæller at han dagen i forvejen havde købt dem, og at han stadig har kvitteringen i sin pung. En fra forretningen får en lys ide og beder ham om at tage skoene af og så prøve at køre dem gennem kasselinien og det viser sig at de omgående aktiverer alarmen. Efter at have fået en noget lunken undskyldning, forlod han en smilende flok som havde svært ved at holde latteren tilbage. Rasende begav han sig hjemad, og besluttede sig ikke at gå i flere forretninger i dag og for ikke at ville sige noget til Ilse når han kom hjem. Næste dag vil turen så gå op i skotøjsforretningen hvor han fandeme vil læse dem teksten med de store bogstaver, og så bede dem fjerne den skide alarm. Dette bare for at fortælle, at sådan kan det altså også gå, når menneskelig intelligens går hånd i hånd med den vidunderlige og højt besungne elektronik. W. W.
Har du lyst til at lytte til noget godt musik, så klik på billedet nedenunder
Så Du røgen… Normalt sætter jeg vand over til kaffe umiddelbart før min hjemmehjælper kommer. Jeg sætter pris på, vi kan drøfte over en knaldtår, hvad hun skal lave i de 32 minutter hun er her. Det er mit indtryk, hun også hygger sig ved det, selv om der ryger et par minutter af den effektive arbejdstid. Sådan var det ikke i forgårs!!
Formandinden for kommunens social- og sundhedsafdeling – hun hedder Anna Virrehoved – har fået en raptus, evt. er hun blevet bidt af en gal sundhedsapostel? Der må ikke mere ryges i de ældres hjem, hvis ellers klienterne ønsker besøg af hjemmeplejen -, basta! Det er noget med, at personalet ikke må udsættes for skadelige påvirkninger. Det er heller ikke velset, at man konsumerer alkoholiske drikke og ens kost skal helst bestå af 92,8 % grøntsager, bolcher og chokolade er bandlyst!! Hold kæft, hvor havde jeg travlt! Et par timer før min hjemmehjælp skulle komme, i selskab med formandinden, for jeg rundt som en flue i en flaske og gjorde klar til inspektionen af mit beskedne hjem!
Chokoladen og Kongen af Danmarks-bolcherne gemte jeg bag i skabsradioen. Køleskabet ryddede jeg for den sønderjyske spegepølse, gammelosten (45 % ), resten af citronfromagen og chokoladepålægget. Det blev alt sammen placeret allernederst i grøntsagskassen, under de økologiske gulerødder og jordskokkerne. De to flasker brændevin, - ja, der synes jeg selv, jeg var rigtig smart, da jeg tømte cisternen ude på toilettet for vand, og i stedet hældte de dyre dråber i beholderen. Når så damerne var gået, kunne jeg ta´ alkoholen op med en hævert! Genialt! Mine dyre cerutter og pibetobakken kom jeg ned i potpurikrukken, hvad jeg senere fortrød bitterligt, både tobakken og cerutterne kom til at smage gennemtrængende af blomsterblade! Sluttelig fjernede jeg askebægrene og billedet af Stauning – han var som bekendt cigarmager – og erstattede det med et billede af slankeikonet Larsen, i ved, hende der SKYLLER farsen.. Så kom damerne!! Det gik virkelig fint. Jeg blev rost til skyerne! Meeen´…desværre skulle fru Virrehoved på toilettet, lige inden de gik. Det gik galt, da hun trak ned! Åh denne balsamiske duft af Brøndum Snaps, skal jeg sent glemme! Kommunen glemmer den heller ikke…,min hjemmehjælp er taget fra mig ! E.L.
Hattedamer Nede i byparken er der et lille afsondret hjørne, hvor man har gode muligheder for at kunne sidde og tegne i gruset med sin stok, uden alle mulige mennesker kommer og spørger til ens helbred, om ens afføring er i orden og om man kan ligge i sengen uden stok -, og lignende spændende spørgsmål, den yngre generation ynder at underholde os ældre med. Der sad jeg forleden formiddag og varmede de gamle knogler i solen. Med et lød der en puslen inde fra et sted inde i krattet, og da jeg så efter, opdagede jeg fhv. stationsforstander Jokumsen, der er bosat oppe på plejehjemmet.  -     Hva´i alverden laver Du der Jokumsen? -     Sssh` -, jeg gemmer mig! -     For hvem!! Han kom ud fra sit skjul, lidt forpjusket og med vissent løv i håret, han virkede lidt bange. -     Det er HATTEDAMERNE!! -     Hattedamerne? -     Ja, det er jo blevet så moderne med de her frivillige hjælpere i hjemmeplejen, og nu huserer de oppe på plejehjemmet. Han rystede bekymret på hovedet.       -    De er såmænd velmenende og søde nok damerne, men det er lidt trættende. Jeg har ikke mindre end ni besøgsvenner, og det er så besværligt. De slæber mig med til al muligt. Jeg har været til orgelkoncert, ekskursion til kommunens gravhøje, foredrag om syning af alterduge – det var præstekonen – og lægning af tarokkort. Han tak vejret dybt. -     Jeg er fandme´ så træt, jeg har ikke fem minutters ro!! -     Det var da noed´ skidt.-, sagde jeg. -     Ja! Og hende, der kommer i dag.. åh ja, hun går meget op lampeskærmsyning, hun kan tale i timevis om det! -, hans stemme blev klynkende -, og, og…så vil hun hele tiden skifte mit uridom, jeg tror hun er lun på mig! Personalet vil heller ikke ha´ det, de siger de der hattedamer hele tiden går i vejen! Jeg kunne godt se, Jokumsen var en hård prøvet mand, da han krøb tilbage i krattet, efter at have aftvunget mig et løfte om ikke at røbe ham.  Kommunen er ellers så begejstret for det der med frivillighed, det er godt for de gamle, påstår de. Og så sparer det måske også lidt på udgifterne til fast personale...  E. L.
Nye tider Jeg er gammeldags, forældet -, eller sagt på nu-dansk – yt ! Det er i det mindste, hvad mit fjernsyn viser mig. Det er naturligvis, de mange nye bolig – og indretningsprogrammer, jeg tænker på, man kan jo dårligt nok åbne for skærmen, uden man ramler ind i udsendelser a la” Helt Solgt”, ”Huset” og andre udsendelser om nutidig boligtrend. Når jeg ser mig om i min beskedne bolig, kan jeg godt se, jeg er et par generationer i bag. Mit køkken er fra 70-erne og min emhætte af en total forældet type, der bestemt ikke kan gøre sig fortjent til betegnelsen em - FANG! Det hedder nemlig ikke emhætte mere, men em FANG, og det betyder åbenbart utrolig meget blandt vore dages unge. Og køkkenet er ikke bare et køkken mere, men et samtalekøkken, min datter har et af slagsen. Det er et sandt orgie i stål og krom med en koge-ø midt i det hele. Nej – det hedder ikke et komfur mere! Maskinparken i samtalekøkkenet, man kan dårligt betegne de mange madlavningsaggregater anderledes, ville imponere enhver køkkenchef. Men.., min datters madlavning er nu ikke blevet bedre af den grund. Og så de mange nye, meget moderne, møbler i stue og soveværelse, de er et helt kapitel for sig. F.eks. den nye spisestue, min datter og svigersøn er de lykkelige ejere af, såvel bord som stole er arkitekttegnede! Stolene minder lidt om min barndoms køkkentaburetter, og siddekomforten er nogenlunde den samme.. Men - de er af rustfri stål! Jeg får så forbistret ondt i ryggen, når jeg har siddet bare et kvarter i dem. Alle vægge i opholdsrum og soveværelse er malet som forne tiders ligkapeller – hvidt! Badeværelset er intet mindre end en æstetisk oplevelse.. nej for resten, det hedder ikke et badeværelse, men et bademiljø! Man benoves, når man har et ærinde derude på det, der i sin tid betegnedes ”det lille hus.” Der er marmor fra gulv til loft!! Og levende lys!! Det er et helt fakkeltog, der er ikke et hjørne, hvor Asp Holmblad ikke breder sig, og grønne planter vrimler frem overalt! Det er næsten ligesom i ens spejdertid, når man sad og sk.. – æh, forrettede sin nødtørft ude i skoven. Og der er også statuer! De er sådan en halv meters penge høje, kopier af de gamle grækeres klassikere. Og.. jeg bryder mig nu ikke om at blive nidstirret af en græsk undergud, mens jeg.. de ved. Faktisk TØR jeg ikke lave ret meget derude på denne underafdeling af Glyptoteket. Jeg skammer mig bare ved tanken om at lave Pu - ha imellem al denne etiske comme il faut! Derhjemme…tjah´ man kan jo godt føle sig lidt som en kustode på et hjemstavnsmuseum med de alt for mange billeder på væggene, den uopskårne mekka, de mange små lamper og amagerhylden. Men -, jeg hygger mig! E. L.
Sprængfarligt brænde Der stod tre naboer og snakkede på vejen da Viktor kom hjem, og samtalen drejede sig om de indbrud der har været på det sidste i de omkringliggende parcelhuse. Hvad så har du haft ubudne gæster her på det sidste, spørger en af naboerne? Nej, ikke sådan egentlig indbrud siger Viktor, men jeg har gennem et stykke tid mistet en del pejsebrænde, og det kan kun være sket om natten. Jamen hvordan fanden er de kommet væk med det, uden at du har hørt noget som helst, for det må da have lavet en pokkers spektakel. Nej det behøver det skam ikke hvis man er lidt forsigtig, og efter sporene at dømme, så er de kommet med en trillebør som det er kørt væk på. Men, siger Viktor med et svedent grin, nu er det hørt op igen, og jeg tror jeg ved hvem det har været. Jamen hvordan det, spørger de ivrigt. Jo det er såmænd meget enkelt, for sidst jeg var i Tyskland købte jeg et ret stort kanonslag, og så tog jeg et stykke pejsebrænde, borede et passende hul i enden, puttede kanonslaget ind og slog en prop i hullet, men sørgede så for lige at mærke træet så jeg selv kunne kende det, og lagde det så i den ende hvor mit træ forsvandt fra. Jamen hvem var det så, spørger de alle sammen ivrigt? Ja, det ved jeg ikke sådan helt bestemt, men jeg hørte at oppe for enden af vejen der var der en brændeovn som sprang i luften, og det var vist lige ved at gå grueligt galt, men de klarede den vist, siger Viktor med et lille grin, og siden har jeg ikke mistet noget pejsebrænde. W. W.
Er det mon fremtiden? Laurits kikkede bestyrtet på det brev han lige havde lukket op, hvorefter han gik ud til køleskabet, fandt en øl frem og satte sig tungt ved køkkenbordet, og læste omhyggeligt brevet igen. Kontoret for: Tilstandrapport for arbejdsmarkedets seniorer. De orienteres hermed om det lovpligtige arbejdstjek på eftersynsklinikken for at få lavet en tilstandrapport baseret på seniorer som stadig befinder sig på arbejdsmarkedet. De vil her blive vurderet af et hold af eksperter som bl.a. omfatter læger, speciallæger, psykologer, ergoterapeuter, samt folk fra erhvervslivet. Undersøgelsen vil basere sig på lige dele interviews og psykologiske test, og det må påregnes at eftersynet vil strække sig over to fulde dage, regnet fra kl. 8.00 til kl. 16.00. Undersøgelsen vil munde ud i, hvad De i fremtiden vil kunne beskæftiges med, og hvilke reelle kompetencer De er i besiddelse af. Formålet er at give et helt klart billede af hvilke erhvervsmuligheder som De i fremtiden skønnes at være i stand til at bestride,  hvorfor De må medbringe samtlige kursusbeviser samt relevante papirer  fra Deres arbejdsmæssige karriere. Eksperterne vil ligeledes have deres journaler fra læger m.m. til rådighed for den fremtidige vurdering. De vil med en uges varsel blive indkaldt til det lovpligtige arbejdstjek. Laurits tørrede sig febrilsk over panden og ringede på hos naboen og viftede med brevet medens han mumlede, prøv at se dette her. Jeg er blevet indkaldt til et eftersyn, men hvad fanden er det nu for noget pjat! Jo ser du, siger han med et smørret grin. Det er næsten det samme som et bileftersyn, hvor du kommer ned i synshallen til et undervognstjek og får målt bremsevæsken i rørene og om der er rust i de bærende elementer, og om tændingen nu også fungerer korrekt. Det er sgu da nok på samme måde som med en speedometergaranti, griner han og klasker Laurits på skulderen, medens han griner som en flækket træsko. Du skal bare tage det ligesom den gang du var på session, du ved, bar røv og viklers! Laurits vrisser arrigt – Undervognstjek! – Session! - Hvad fanden er meningen! – Nu har jeg arbejdet siden jeg var 15 år, kan det så være meningen at jeg skal finde mig i sådan en gang pjat! – Har de da for hulen ikke andet at give sig til! – Hvad med at prøve at komme ud i det virkelige liv, ud på arbejdsmarkedet! Laurits mumler arrigt noget uforståeligt og går igen ind til sig selv, og hamrer døren i efter sig. Skøre politikere med alle deres påhit, men det er måske den fremtidige fagre nye verden? Kilometergaranti! Her har jeg arbejdet hele mit voksne liv fra jeg var 15 år, de må jo være bløde i kasketten mumler han og flår papiret i stykker. De trænger sgu vist selv til en pyskologisk  test! W. W.
Kompostkværnens hjertestop Efter møjsommeligt at have fældet to blommetræer var det nu tid til at få alle de tynde grene puttet i kompostkværnen. Arbejdet gled let og elegant lige til Else meddelte, at der var et stykke træ som havde kilet sig fast i maskinen og som var umuligt at få der fra. Martin stoppede maskinen og tog strømmen fra, og konstaterede at toppen var skruen på med de såkaldte torx skruer som han ikke havde skruetrækker til, og fik meget forsigtigt lirket hånden ned i påfyldningstragten, og fik vrikket træstykket fri. Sådan siger  han stolt og vil trække hånden op igen, men siger kort efter med en vis panik i stemmen – Jeg kan sgu ikke få hånden op! Lad nu være med dit pjat siger Else, men ser hans desperate udtryk i ansigtet – Jamen for pokker, hvad skal vi så gøre! Martin prøvede forgæves at få hånden op, hvilket bare var umuligt også fordi der var fire tappe der stak ud for at forhindre, at man fik hånden i maskinen. Skal jeg ringe efter ambulancen spørger Else med et lille smil om munden – Nej for helvede, hvordan tror du jeg skulle kunne komme ind i en ambulance i denne her tilstand. Else fik ringet til skadestuen og derpå overtalt naboen som er i besiddelse af en stationcar, til at komme og hjælpe, og under megen latter fik de Martin bugseret ind, stadig lænket til kompostkværnen. På skadestuen blev der et mindre opløb da hele den disponible personalestab kom ud på gangen, da Martin kom rullende ind med kompostkværnen, rød i hovedet og med et stift smil på læberne. Så dukkede der en mand op i en hvid kittel og spurgte med høj skarp stemme – Hvad laver de her?– Vil de så se at komme ud, – Tror de det er et loppemarked dette her – Sig mig, er de beruset?  Else stammede forskrækket – Jamen vi har jo ringet, og hans hånd sidder fast nede i maskinen og vi kan ikke få den op igen. Lægen stirrede tomt på hende uden at svare, rystede på hovedet og gik mumlende hen af gangen. En sygeplejerske hentede en læge inde fra skadestuen, som med et stort smil om munden, kikkede meget omhyggelig på kompostkværnen, tog sit stetoskop i øret, og lyttede med stor andægtighed på maskineriet og udtalte, at der ikke var nogen form for hjertelyd at spore. Martin var nu nærmest ved at fortvivle over ikke at blive taget alvorligt, også fordi hånden nu var begyndt at gøre ondt, og spurgte med spag stemme, om hvad lægen havde tænkt sig at gøre ved problemet. Der var nu en aldeles løssluppet stemning på gangen hvor der blev fremsat det ene gode forslag efter det andet, som Martin helt valgte at overhøre, medens Else forsøgte at skjule, at hun nærmest græd at latter. Ja, siger lægen, vi bliver jo nok nødt til at indlægge dem! Martin så dybt rystet ud og mumlede, jamen hvordan det - medens han forsigtig hev lidt i hånden som sad kilet fast i kompostkværnen. Jo siger lægen, som nu åbenlyst turde vise sine følelser og meddelte med en grødet stemme og blanke øjne  – Jo, jeg vil indlægge dem på maskinstuen! De fik Martin stablet op på en lille vogn kørt af en portør, og under meget morskab forlod de afdelingen. På maskinstuen fløj der en masse fine bemærkninger gennem luften, og efter megen latter fik de påfyldningstragten skruet af så de så kunne komme til at klippe Martins hånd fri. Som maskinmesteren udtrykte det – Det er sgu ligge til at hænge op på væggen, for det er da noget af et klenodie. På hjemvejen mumlede Martin noget om at han skulle også se at få købt nogle bits til de forbandede torx skruer, og så snakker vi ikke mere om det!  W. W.
Pensioniststuderende  Preben og Gerda stod og skuttede sig i kulden medens de ventede på bussen, og snakkede om den hyggelige formiddag de havde haft i senior klubben, da et ungt par dukkede op. Han i et par lasede cowboybukser og en umådelig slidt skindjakke og hun et i noget som lignede en natkjole fra fyrrene oven over en strikket bluse der strammede gevaldig over en meget stor mave samt et par bukser som var stukket ned i et par langskaftet sælskindsstøvler. Preben og Gerda trak sig så langt væk fra parret som muligt og skævede forsigtigt til dem fuld af mistro. Pludselig kom fyren hen til Preben og rakte noget frem mod ham, som med lidt god vilje kunne ligne en cigaret, med tobakken hængende ud af begge ender, og spørger venligt: Hvad med en hjemmekrøl til at varme næsen på du! Preben mumler et, nej tak, jeg ryger ikke og kikkede ned. Nå, skidt med det du gamle siger fyren og henvender sig til den unge dame. Så hopper jeg af bussen og tager hen for at hente min arbejdsløshedsunderstøttelse, og så går jeg over for at få udbetalt min studiehjælp, inden jeg henter vores gratis madbilletter. Kan du så ikke imens gå over på hospitalet og tage en af de der gratis undersøgelser, og så bagefter tage hen for at få vores boligsikring, og for resten også lige hente mine nye briller fra sygesikringen samtidig med at du henter din moderskabsydelse og fødselspakken. Senere så mødes vi kl. 16 på Rådhuspladsen til den store demonstration mod dette rådne, stinkende, etablerede samfund  I bussen siger Gerda forsigtigt og med forargelsen i stemmen: Det må man nok sige, de forstår sandelig at planlægge og tilrettelægge deres liv. -  Men vi må da også kunne gøre et eller andet. Ja siger Preben med et lille smil – Vi kan spise rigtig billigt i kantinen på universitetet og de øvrige læreanstalter, det er omkring halv pris alle de steder. Jamen skal man ikke være studerende for at kunne gøre det, spørger Gerda. Jamen det er vi da også – Vi studerer ungdommelig adfærd og markedsøkonomi!  W. W.
Stærk øllebrød! Vagn havde fat i den store kogebog da han i overmod over for vennerne højlydt havde proklameret at han skam var danmarksmester i at lave øllebrød. Dagen for inden var de kommet i snak om den gode gamle danske ret hvor alle højlydt havde beklaget sig over, at det næsten var en menneskealder siden de havde fået denne fortrinlige spise, da deres respektive hustruer nægtede at lave retten, måske efter et traume i barndommen. Vagn så var kommet til at prale lidt lovlig meget af sine færdigheder i et køkken, hvilket han allerede nu var i fuld gang med at fortryde. Hans kone skulle til venindekomsammen, så køkkenet var helt hans egen, som hun med et meget sigende blik havde sagt inden hun med at lille smil var gået. Nu stod han så og brækkede rugbrød i stykker og fandt så ud af at der skulle bruges taffel øl som han efter nogen søgen fandt ud af at de ikke havde, men tænkte så at guldøl nok også kunne bruges. De ville blive fem mennesker så det var en rimelig portion der skulle laves, så han fandt otte øl frem som blev hældt i gryden. Nu skulle brødet jo opblødes i vand men da han var bange for at det skulle blive for tyndt pressede han alt det vand han kunne ud af brødet og kom så de otte guldøl i, men knappede for en sikkerheds skyld en øl mere op som også kom i gryden. Der bredte sig en liflig duft som gjorde han helt opstemt, men blev lidt betænkelig ved at det slet ikke blev tyk som han huskede øllebrød var i de gode gamle dage. Det havde nærmest en konsistens som havresuppe og behøvede bestemt ikke at blive siet igennem en sigte, for det lignede nærmest tapetklister, men med en mere indbydende farve, og bestemt og med en ganske vidunderlig duft. Som aftalt kom de fire venner som allerede i entreen kommenterede den liflige duft som havde bredt sig til hele huset, men kikkede bestyrtet i den 10 l. gryde som Vagn havde plantet midt på bordet. Ja, siger han med et overdrevet smil – Den er blevet en anelse tynd, men så behøver vi jo heller ikke at komme mælk på! Nej, kom det fra en af de andre, men kunne vi så ikke få nogle sugerør i stedet for skeerne, for så kommer vi da ikke til at spilde på dugen. De smagte på retten som bestemt faldt i god jord, trods den udtalte mangel på konsistens, men som de sagde, at smagen var der ikke noget at udsætte på. Ved den tredje portion var der en noget løssluppen stemning, og da Pedersen tabte sin pibe ned i tallerknen var der ikke et øje tørt, og som en sagde, at han bare kunne bruge den som snorkel. Vagn satte et par øl på bordet, og stemningen steg betydelig i de næste timer, hvor gryden var blevet helt tom. Holm faldt ned af stolen medens han grinede sagde, at det spilme var den bedste øllebrød han nogen sinde havde fået. Da Vagns kone ved midnat kom hjem, sad kun Vagn og Pedersen ved bordet medens en lå og sov på gulvet og de to andre var faldet om i lænestolene hvor de snorkede højlydt. Efter nogen rusken blev alle kaldt til live igen og hjulpet hen til døren hvor de takkede for en dejlig aften og sluttede med endnu en gang at rose øllebrøden, hvorefter de forsigtigt gik ned af trappen. Vagns kone stirrede vantro på sin mand som småslingrende med et fjoget grin forsvandt ud i køkkenet med gryden. Ja, sagde han med overlegen stemme – Man kan vel bare det der! W. W.
Kommunalt lotteri Gerda sidder i stolen ved vinduet medens eftermiddagssolen rammer de blomstrede gardiner, der får solen til at lave et sælsomt spil i hendes furede ansigt. Hun er faldet i søvn og vågner forskrækket ved at det banker på døren, og vælter sin stok på gulvet. God dag fru Olsen, nå der er nok en som får sig en lille lur! Hjemmehjælpen går hen og samler stokken op og tager en stol hen til Gerda og tager et bundt papir op af tasken. Nu skal du bare høre Fru Olsen – Jeg har et mægtig godt tilbud til dig, og nu skal du bare se! Jeg har fået nogle lodsedler med fra kommunen som vi skal prøve at sælge til alle vore ældre medborgere som vi kommer hos. Gerda vinker afværgende med hånden og siger med svag stemme: Jeg skal ikke købe nogen, for det er der ikke penge til. Jamen Fru Olsen, nu skal du da lige høre hvad det hele går ud på, for så er jeg sikker på at du vil være interesseret. Det er kommunen som har lavet et stort lotteri med flotte gevinster, og hvor hver lod kun koster 100 kr. Jamen du alt forbarmede, 100 Kr. mumler Gerda og vinker afværgende med hånden. Jamen hør nu lige hvad gevinsterne er inden du siger nej, siger hjemmehjælperen og begynder at remse op: Hovedgevinsten: 1 uges ophold på et af kommunens valgte plejehjem indbefattet et daglig bad 2 stk. Endagsudflugt efter eget valg med alt betalt med en kommunal ledsager 3 stk. En bytur hver måned i 12 måneder af 3 timers varighed, gratis transport men uden ledsager 4 stk. 3 x 2 timers hjemmehjælp om ugen som indbefatter vinduespudsning samt indkøb Gerda kikkede på lodsedlerne og kunne godt få øje på herlighederne, og efter lidt mere snakken, betalte hun de 100 Kr. Hjemmehjælpen som havde snakket det meste af tiden nåede lige at opvarme den frosne ret i mikrobølgeovnen inden hun gik og vinkede farvel med ordene: Vi ses igen næste onsdag! Gerda sad efter middagen med lodsedlen i hånden og døsede medens hun drømte om gevinsterne. Både om muligheden for i en hel uge at få sit daglige bad, men også det med en bustur og komme ud på landet og igen se og nyde markerne og mærke duften og rigtig ligesom være hjemme igen. Men også en tur ned i byen som hun ikke havde set i snart frem år ville være en stor oplevelse, og så måske kunne drikke en kop kaffe i et stormagasin. Der dannede sig et lille smil om hendes mund ved tanken om de herligheder hun måske kunne være heldig at komme til at opleve, og faldt så i søvn medens tusmørket sænkede sig over den lille lejlighed. W. W.
Produktforvirring  Alfred gik småmumlende ud på badeværelset og kikkede mistænksom på de nye baderemedier som var stillet frem og som de havde købt dagen før. Det var ikke de mærker han plejer at bruge, men som hans kone Irene havde sagt, at det skader bestemt ikke at prøve noget nyt, bare en gang imellem. Han fandt brillerne frem og læste undrende at det hed : Firminglotion og var med æbleduft. Hvorfor hårshampo nu skulle lugte af æbler forstod han ikke og håbede at bierne ikke fandt ham alt for tiltrækkende. Cream Shower var naturligvis brusesæbe som efter det der stod på emballagen ikke lugter af noget, Så var der kun en flaske med betegnelsen Shower Care som så måtte være Bodylotion tilbage, men det var nu heller ikke så lidt at skulle bryde sit hoved med her om morgenen. Han stiller flaskerne frem og tænder for bruseren og begynder at vaske hår og undrer sig over at det ikke skummer som det plejer. Sådan noget billig lort mumler han og hælder en ordentlig håndfuld op men føler stadig ikke at det er som det plejer, men sådan skal det vel være i fremtiden, sådan noget moderne pjat! Bruseshampooen er bestemt heller ikke hvad han forstår ved et såkaldt forbedret produkt, for det var nærmest umuligt at fordele rundt på kroppen, hvor det nærmest klamrede sig til vaskekluden i stedet for at fordele sig på hans gamle krop. Arrigt begyndte han at vaske sæben ud af håret og efter vandet at dømme gik det da godt, for der var ikke noget sæbe på gulvet. Anderledes var det med at skylle sæben af kroppen og efter en tid opgav han og gik ud af badet og tog så et skridt frem mod håndvasken. Hans fødder smuttede rundt på gulvet som var det smurt ind i brun sæbe, og med fægtende arme gled han i pæn fart frem mod toilettet som han greb fat i og nåede lige at vende sig en halv omgang og landede på brættet. Nu var der bare det at bagdelen også var glat som en barnenumse, så det var kun med et flot kunstgreb det lykkedes ham at gribe fast i brættet og bevare balancen. Uendelig forsigtig lykkedes det ham at komme over på bademåtten, hvor han fandt brillerne frem og kikke i spejlet. Han var lige ved at skrige over spejlbilledet, hvor håret var klasket ned på hovedet og havde en skinnede glans og så ud som det var fuld af brillantine. Kroppen var glat og blank og hvor meget han end oprøvede at tørre sig med håndklædet var han stadig lige blank og fugtig. Det var dog satans hvæsede han højt hvor hans kone i det samme kom ind på badeværelset. Hun stivnede da hun så ham og med undren i stemmen spørger: Hvad er det nu for noget pjat du har fundet på? Ved at gennemgå de forskellige flasker bryder hun næsten hulkende sammen og siger med tårer i øjnene: Jamen Alfred da, du har vasket hår i creme siger hun næsten med gråd i stemmen og fortsætter – Hvad har du så vasket dig i ? - Arrigt viser han hende flasken med Cream Shower. Jamen Herre Jemini, du har jo vasket dig i Fugtighedscreme! – Du bliver da nødt til at gå i bad igen! Det er faneme også meningsløs at man skal have en højere doktorgrad i sprog for at finde frem til almindelig bruseshampoo! Vi lever vel for helvede i Danmark, så skriv det dog på Dansk! – Frem over køber vi kun noget som står på Dansk og resten kan de sende til U. S. A. eller hvor pokker de vil! Så, stop nu det jammer siger Irene og hjælper ham ind i brusekabinen for at han kan starte forfra med det daglige bad men lovede ham at de frem over kun vil købe varer med Dansk deklaration. Og som Alfred rasende siger: Fint skal det være, og så er det bare det rene …. W. W.
Sækkepiben Erik og Frida var endelig kommet i orden i det lille rækkehus og bestemte sig for at tilbringe aftenen foran tossekassen og ellers ikke foretage sig noget som helst. Der startede en film, noget med Rædslen i dybet, og for at gøre det lidt mere uhyggeligt, havde de dæmpet lyset og gled helt ind i handlingen og stirrede med stivnede ansigter på skærmen. Pludselig lød der en forfærdelig og uhyggelig lyd ude i entreen, ja nærmest som en vild og rasende kat prøvede at komme ud af en papkasse. De stirrede med forfærdelse og vantro med døren som stadig var lukket, og Frida greb en sofapude som hun gemte ansigtet i og fremstammede – Du må gøre noget! Nu genlød entreen af høje en høj og uhyggelige hvæsen som fra et stort rovdyr i døds krampe, og med et højt knald blev døren sparket op. Erik slap en stor vind og Frida skreg i rædsel da en underlig person med et forstenet ansigtsudtryk pludselig trampede ind i stuen, iført en ternet nederdel og sokletter med bare blåfrosne knæ, der hev som rasende i en stor sæk hvorfra de uhyggelige lyde stammede fra. Nu blev det hele afløst af  højt skingrende lyd, der nærmest kunne sammenlignes med fyraftensfløjten på et stort skibsværk, og med et stod tonerne i kø for i en rasende fart at komme ud af sækken. Manden sagde ikke en lyd men startede en march og trampede ned gennem stuen, let slingrende, forbi Erik og Frida der nu sad som forstenede, gik en gang rundt om spisebordet og fortsatte ud gennem døren og forsvandt. De sad begge længe som lammede og stirrede på hinanden med et vantro udtryk i øjnene, da der pludselig lød et højt og skingrende skrig fra fjernsynet, som fik dem begge til at fare sammen. Erik greb fjernbetjeningen med rystende hænder og fik slukket, medens Frida forsigtigt lindede på entredøren og sprang så ud og fik låst fordøren. De talte næsten ikke sammen resten af aftenen, for det var så utroligt, skræmmende og uvirkeligt det der var sket, ja nærmest som de selv havde været med i en gyserfilm. Efter en næsten søvnløs nat gik de ud for at få lidt frisk luft og mødte naboen som med et lille smil spurgte: Sig mig, fik I besøg af en mand med sækkepibe i aftes? Inden de nåede at svare sagde naboen: Ja, han mener at han gik forkert, for husene her ligner jo hinanden, og ædru var han bestemt ikke da han absolut ville hjem for at hente sækkepiben. Nå men, hav en god dag! De kiggede bestyrtet på hinanden hvorefter Frida kom med et spids kommentar: Det er da vist nogle underlige mennesker som bor herude! (En autentisk beretning fra det herrens år 1970 i Hasle ved Århus) W. W.

Udseende og indhold Oluf og Gerda ankom til festen i forsamlingshuset, hvor de var inviteret til stort kobberbryllup, og opdagede, at der var lavet bordkort. Oluf mumlede noget om, at det sgu da var noget underlig noget, for de kendte jo ikke nogen af de andre, men Gerda fik ham bragt til tavshed, hvorefter de fandt deres respektive pladser. Der blev hurtig en god stemning, og efter et par glas følte Oluf sig ganske godt tilpas, og begyndte at fjante lidt med den unge dame, som sad ved hans side. Hen på aftenen var stemningen rigtig høj og for at gøre det hele mere stemningsfyldt blev det meste af belysningen slukket, og det blev så mørkt, at en ung mand som under hele festen havde beholdt sine solbriller på, blev nødt til at tage dem af. Han var nu pænere med brillerne på. Oluf hyggede sig gevaldig og prøvede med et par ret vovede historier som faldt i god jord, og gav sin borddame et klem, som hun åbenbart ikke havde spor imod. Han skævede ned i den anden ende af det lange bord hvor Gerda lavede en stram grimasse til ham og viftede diskret med den ene hånd, hvilket fik Oluf til begejstret at vinke tilbage, lykkelig over at han var uden for hendes rækkevidde. Så blev der sendt et stor fad rundt som viste sig at være fyldt med store flødeboller med kokosmel på, og da alle tog en gjorde Oluf det samme. Den var nu godt nok sej, og var bestemt ikke af helt ny dato, og føltes i munden nærmest som melklister, men Oluf sled sig igennem; for der var jo ikke andet at gøre. Et stykke af den forbistrede flødebolle havde kilet sig fast i hans overmund, men da han ikke fandt det tilrådeligt at fiske gebisset ud ved bordet, futtede han ud på toilettet og fik renset protesen. Da han kom tilbage skulle den omdelte sang synges. Men der var ikke nogen ved Olufs plads, så  krøb han ind til borddamen og skrålede med af fuld hals. Skide god fest, råbte han ned til Gerda, som nu havde fået et bistert udtryk i ansigtet, hvilket han valgte at overse og i stedet løftede sit glas og mumlede, skål dit sure løg. Nu kom der et fad rundt igen, men denne gang med fiskefileter, som dog viste sig at være kolde, men hvad, det var jo også et langt bord. Oluf rakte ned og fik fat i en skål remulade, og klaskede en ordentlig skefuld på fisken, hvilket fik hans borddame til at spærre øjnene op. Han filede løs med sin kniv som havde store problemer med at hamle op med havuhyret, og råbte til en tjener, som i det samme kom forbi bordet, at han skulle kom med en ordentlig kniv, én som kan skære. Oluf filede løs og opdagede pludselig, at alle var meget interesseret i ham og smilede, ligesom flere kom med tilråb om, hvordan han kunne få slået det grimme dyr ihjel, og han opdagede at hans borddame næsten sad og græd og tørrede hele tiden øjnene og hulkede noget med, at nu kunne hun snart ikke holde det ud mere. Oluf var noget desorienteret over den store opmærksomhed og den munterhed han pludselig var genstand for, indtil Gerda pludselig stod ved hans side og med en meget lav men uhyggelig skarp stemme sagde, at nu var det vist på tide, at de kom hjemad. Da de kom uden for mumlede Oluf noget om, hvorfor de nu lige pludselig skulle hjem, og hvad han nu havde gjort. Hvad du har gjort! Det skal jeg sige dig dit gamle fjols! At du sidder og tager på de unge piger og gør dig til grin. Det er så hvad det er. Men at du gør dig til den største nar i hele selskabet, det er mere end jeg kan bære! Ja men, hvad har jeg da gjort, mumler han forsigtigt. Hvad du har gjort! Du åd bare begge sangskjulerne, det er såmænd det hele! W. W.

Den ugentlige indkøbstur Det var den dag i ugen Edvard frygtede mest, nemlig den ugentlige indkøbstur i det lokale supermarked sammen med hustruen Berit. Han var kun tålt den dag, da han udelukkende var med for at slæbe varerne hjem, hvilket var nødvendigt, da de ikke har bil. Det var en dræbende oplevelse her hver uge hvor tempoet foregik med to skridt frem og et tilbage, og hvor hun skulle studere og føle på det meste af det tøj de kom forbi, også selv om hun ikke skulle købe noget. Edvard demonstrerede ved at stirre tomt ud i lokalet og prøvede at virke som om han slet ikke var til stede, hvilket tit førte til nogle bidske bemærkninger fra Berit, hvilket bare fik Edvard til at klamre sig til indkøbsvognen og prøvede at ligne en døende. Det var tydeligt for enhver, at de ikke var her for hyggens skyld, og det eneste lyspunkt var da også, at når de kun manglede de let fordærvelige varer, dampede de lidt af over en øl og en kop kaffe. Da de forlod cafeteriet stod en dame lige uden for og havde vinsmagning af en ukendt Californisk vin, som de naturligvis lige skulle smage, men det udviklede sig som så ofte, at kvinderne faldt i en meget dybtgående snak, og hvad de to ikke vidste om vin. Edvard stod skiftevis på det ene og så det andet ben, og faldt helt i staver medens han lod fingrene glide rundt om en tom vinflaske som stod på en palle, og belavede sig på, at det kunne blive en særdeles langvarig affære, og hengav sig til at dagdrømme, og var i tankerne langt væk fra varehuset og de pinsler det medførte. Pludselig blev har revet ud at sine tanker da Berit skubbede til ham og spurgte om de så skulle se at komme videre. Da skete det forfærdelige, nemlig at hans højre langfinger havde sat sig fast i flaske, og trods hans ihærdige forsøg, så sad den bare urokkelig fast. Lad nu være med det pjat, og lad os så komme ned og få betalt så vi kan komme hjem, vrisser Berit. Edvard begynder at svede over forskrækkelsen og prøver desperat at få fingeren op af flasken, men lige meget hjælper det, og tænker et øjeblik på at slå flasken mod gulvet, men opgav så ideen igen. For ikke at påkalde sig for meget opmærksomhed, putter han flasken ned i indkøbsvognen og ved kasselinien overtager Berit og begynder at læsse varerne op på rullebåndet, medens Edvard prøver at kante sig forbi, men bliver stoppet med en hvas bemærkning: Den vin skal der altså også betales for! Edvard smækker arrigt flasken op på rullebåndet, kikker på kassedamen som med et forundret udtryk i ansigtet siger, at den da vist må være på firmaets regning. Da han skulle betale, var det helt umuligt at håndtere pungen, da den tunge flaske forhindrede de ellers så ofte indøvede bevægelser, så Berit overtog med en bister mine betalingen. Kassedamen blik fulgte dem og det med en ansigtsmimik som tydelig viste, at hun var ved at bryde helt sammen af grin. I bussen proppede han flaske ned i en indkøbspose, og medens Berit tog hjem med varerne alene, fortsatte Edvard ned til skadestuen, hvor han bliver mødt med en bister bemærkning om, at  det ikke var tilladt at drikke alkohol på hospitalet, og at han måtte aflevere flasken, hvis han ønskede at blive behandlet. Han forklarede rød i hovedet, at det også var det han var kommet for, og forklarede så om uheldet, hvilket gjorde, at de tre sygeplejersker som opholdt sig i modtagelsen, havde svært ved at skjule deres store smil. De bad ham tage plads i venteværelset, hvor flere ventende med stor interesse betragtede ham, og en lettere beruset mand spurgte, om han gav en tår. Da han blev kaldt ind på skadestuen til lægen, var der et mindre opløb i en ret løftet stemning som tilsyneladende var orienteret om situationen, hvor alle indgående skulle studere flasken og som kom med små vittige bemærkninger, og hvor lægen spurgte, om det var en god vin, alt imens  Edvard noget ilde berørt over den store opmærksomhed, forsøgte sig med et lille smil. Nå, så siger lægen muntert, vi må vel hellere finde hammeren, men da han så det gib det gav i Edvard, forklarede han at det handler kun om en halv time med hånden i isvand som ville få hævelsen i fingeren til at svinde, og så bag efter noget olie, så skulle den nok kunne smutte ud af hullet, siger han med et stort grin. Efter en del bøvl og muntre bemærkninger fra en interesseret forsamling af skadestuens ansatte, lykkedes det endelig at få fingeren fri, og munterheden ville ingen ende tage, da lægen spurgte, om han ville have flasken med hjem. Hvordan Edvard kom ud fra skadestuen husker han ikke, men pludselig befandt han sig  ude i den friske luft, befriet fra den tunge byrde som havde klynget sig om hans finger, som godt nok var noget øm, men stadig brugbar. Så var der kun tilbage at komme hjem til Berit og høre på alle de fjollede spørgsmål og billige bemærkninger, og så den tanke om, at det vil hun fortælle til alle og enhver, og så var der kun den mulighed tilbage, nemlig at finde en grimasse der kan passe.  W. W.

Musikalske tænder Gamle Lallegård stod foran spejlet og rettede lidt på sit noget plettede og krøllede jakkesæt, som også var blevet ret snæver på det sidste, og det i en grad, så jakken ikke længere kunne knappes. Slipset var også noget stiv efter at han ved en familiekomsammen var kommet til at dyppe det ned i sin tallerken med aspargessuppe. Sluttelig fandt han tænderne frem fra køkkenskuffen og gav dem lige en omgang med karkluden inden de blev sat på plads. Det var jo nok bedst at have værktøjet med, ikke fordi de var særlig gode at tykke med, men sådan bare for et syns skyld. Anledningen til den store omklædning var, at der i aften er fødselsdagsfest på Ældrecentret Edens Have, og at alle var bedt om at tage noget pænt tøj på, og hvis det var muligt at få vasket håret.  Lallegård havde bestilt en taxa, og havde besluttet sig for at lade rollatoren blive hjemme, da der var et gelænder han kunne hive sig op af trappen ved, så det skulle nok gå. Salen var festligt dækket op, og da han var en af de første, fandt han en plads i nærheden af toilettet, bare sådan, hvis det nu skulle blive nødvendigt.  Der var tre retter mad med tilhørende vin, det vil sige tre slags glas, så det var bare med at holde sig til, for den slags luksus var der bestemt ikke råd til i hans dagligdag. Efter to glas rødvin blev stemningen ret hurtig lidt løssluppen, og en omdelt sang som gik på melodien ”Altid frejdig når du går”, gjorde ikke stemningen ringere.  Hvidvinen gik man også ganske frisk til og Lallegård skulle passe på ikke at grine for højt, for så faldt de forlorne tænder i overmunden ned. Han kneb en gammel dame i siden og kaldte hende en julesylte og grinede henrykt.   De var nu kommet til desserten, men pludselig stod en meget stram dame fra ældrecentret og tog Lallegård hårdt i armen og forklarede, at dessertvin hældte man op i de små glas, og ikke i et rødvinsglas. Hun tog hans rødvinsglas og hældte så op i det lille glas, men spildte en del på dugen, hvilket nu ikke så særlig festligt ud. Lallegård mumlede noget om nærighed og skyllede portvinen ned. Da damen var gået, hældte han igen op fra rødvinsglasset. Det var godt nok noget der gav varme i kinderne, og da musikken, en mand med harmonika og en på violin spillede op, bredte der sig et lykkeligt smil om hans mund da de startede med ”Pigerne ud i Spanien”.  Lallegård mindes sin ungdom og turene til Spanien og grisefesternes lyksaligheder, og pludselig var det som om han var der nede igen. Han klavrede rimelig behændig op på stolen og hengav sig til de inciterende rytmer, og trampede med al kraft fødderne i stolen som en rigtig flamingodanser. Hans borddame kikkede beundrende op på ham, hvilket opildnede endnu mere, så i en vild glæde og helt henreven af minderne, tog han de forlorne tænder ud af munden, trampede takten hårdt i stolen, og brugte de forlorne tænder som kastagnetter.  Den store leder på centret stirrede med forfærdelse og afsky på Lallegård, som ganske behændig fik tænderne til at lyde som rigtige kastagnetter, og som med tungen ud af den ene mundvig anstrengte sig for at holde takten.  Pludselig mærkede han et par stærke arme som hev ham ned fra stolen, og kort tid efter sad han ude i hallen, hvor han fik bud på at iføre sig sine tænder, og hvor man skarpt bebrejdede ham hans opførsel. Efter et par hvasse bemærkninger fik han bud på at vente på den Taxa, der var bestilt til at køre ham hjem. At han blev betegnet som fuld og dansede på stolen var en ting, men at han tog tænderne ud og klaskede dem imod hinanden, det var simpelthen utilgiveligt, og det sidste han hørte inden bildøren smækkede i var: Du har en måneds karantæne.  Lallegård mumlede, at når tænderne nu kun kunne bruges til at smile med, og ikke til at spise med, hvorfor så ikke bruge dem til det de er gode til, nemlig som et musikinstrument. Skulle der være noget galt i det?  W. W.
Tanker omkring senge: Min seng er mit slot, og lignende ordsprog fortæller, at den fylder en ret stor del af tilværelsen, altså sengen, og at den kan være kilde til forunderlige og groteske oplevelser, episoder som har brændt sig fast i erindringen, og som man kan have svært ved at glemme. Min skibsbriks. Jeg var flyttet og manglede desperat en seng, og var så heldig, at en af mine gode venner havde en skibsbriks han selv havde lavet, sådan en kasse på 70 cm i højden, og med en slags lamelbund som også var selvgjort, med en tilhørende skumgummimadras. Den blev stillet under vinduet, men efter en fjorten dages tid fandt jeg ud af en bedre placering og rykkede den op i den anden ende af soveværelset. Nu kan det være farligt sådan bare at flytte en seng, for i nattens mulm og mørke, da toilettet med stor standhaftighed kaldte, rækker jeg hånden ud for lige at støtte mig til væggen, men opdager med stor forundring, at der vist er noget galt. Med kroppen i næsten i vandret stilling ud fra væggen, farer det som et lyn gennem mit hovet, at sengen er flyttet, og at væggen så nok er til den anden side, hvorpå jeg ramte gulvet med et brag. Fortumlet sad jeg på gulvet med bankende hjerte, og fik så en glimrende ide, nemlig at når det blev lyst vil jeg sætte en lampe op over sengen, for dette her var sgu for farligt. Et halv års tid efter, vågnede jeg en nat stiv af skræk, da der lød et ordentlig brag, og noget pressede sig rundt om mit hoved. Jeg slog vildt omkring mig, men kunne næsten ikke bevæge armene og følte, at nu var min sidste time kommet. Jeg fik mig kæmpet op i siddende stilling og kastede noget blødt fra mig, som pressede omkring mit hoved og arme, og kom endelig op at stå, og ville så løbe ud af soveværelset. Så gik det med stor gru op for mig, at jeg var fange i et eller andet, for skinnebenene ramte noget hårdt, men resten af kroppen fortsatte, hvorefter jeg pludselig lå ude på gulvet, med hamrende hjertet, og med lunger der gik som en blæsebælg. Skræmt kravlede jeg hen af gulvet og fandt frem til lyskontakten og stirrede som lamslået, og kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Lamelbunden var simpelt hen brast sammen, hvorved jeg var skvattet ned i den høje kasse, og at det var skumgummimadrassen, som havde været ved at kværke mig. Alt var kaos inde i mit hoved, så i stedet for at lægge madrassen på gulvet, gik jeg ud og tog en låge af ude i køkkenet, og lagde den oven på briksen, men det varede længe inden jeg sov den nat. Dagen efter blev bunden undersøgt, den var 20 mm tyk, men falset sammen, så det vil i realiteten sige, at bunden kun var 5 mm tyk. Det her var bare for farligt, og tanken om, at hvis jeg nu ikke havde været alene i sengen da det skete, og hvad det kunne have ført til, kunne jeg godt efterfølgende fantasere en hel del om. Efter den sidste oplevelse gik det med alt tydelighed op for mig, at den seng og jeg aldrig ville blive gode venner, så to dage senere købte jeg en ny, og sørgede for at skibsbriksen blev brændt, så den ikke kunne gøre andre mennesker fortræd. Sidste nattog fra København til Århus. Efter en dejlig ferie i Grækenland, var vi nu på hjemturen kommet til København, og skulle så med nattog og sovevogn tilbage til Århus. Vi blev vist ind i vognen af en togkonduktør og fandt frem til vore sovepladser, som var et lille lukaf med to køjesenge, og da vi endnu var de eneste, bemægtige vi os hver en overkøje. Det viste sig dog, at vi havde kahytten helt for os selv på hele turen. Der var en tynd hovedpude på et par centimeter, og et tyndt tæppe, hvilket ikke var meget, så det gjaldt om hurtigt at slå øjnene i og få lidt søvn. Nu var der bare det, at lige over mit hoved sad der et aftrækrør, hvorfra der stod en mild brise ned i mit ansigt, og da først toget satte i gang blev det nærmest til en storm så håret ligefrem flagrede. Det blev lidt af et mareridt, hvor jeg prøvede at trække tæppet op over hovedet hvorefter det så blev for koldt for fødderne, men efter en lang kamp, faldt jeg dog om sider i søvn. Jeg vågnede da vi kørte over Lillebæltsbroen og så at min kone var vågen og spurgte om hun ikke havde sovet. Nej, det har været helt umuligt for dit snorkeri, for i den ubeskrivelige larm er der da ingen som kan lukke et øje. Så fortalte hun, at dem i kahytten ved siden af, hvor hun lå, på et tidspunkt havde hamret på væggen og råbt, om de så snart kunne få noget nattero. Så turde jeg ikke at lægge mig til at sove igen, for måske kunne dem ved siden af finde på at komme her ind, og med barske midler kræve, at jeg holdt mig vågen på resten af turen. Da vi nåede Fredericia, sov min kone da endelig og vågnede først op da vi kørte ind på banegården i Århus. Da vi skulle ud af toget, forlangte jeg at vi skulle ventede til alle havde forladt vognen, for jeg turde simpelthen ikke at se folk i øjnene efter det som var hændt, og lovede mig selv, at jeg aldrig mere i fremtiden ville køre i sovevogn Denne oplevelse har prentet sig dybt i min erindring, og har fået mig til at indse, at fælles sovesale, og slige arrangementer ikke just gør mig populær hos mine medmennesker, og har givet mig en klar forståelse for, at jeg sover nu bedst i min egen seng, hvor jeg kan snorke som det passer mig (min kone har efterhånden vænnet sig til lydene). Om Køjesenge Min kone og jeg var inviteret i luksussommerhus ved Agger Tange i fire dage af vores datter og svigersøn samt barnebarn, og glædede os meget til at prøve at leve som de rige gør det. Det viste sig at vi skulle sove i køjesenge, hvilket jeg kun en gang i mit liv har gjort før, nemlig i nattoget. Første nat sov min kone i overkøjen, men forklarede næste morgen, at stigen var ved at gå løs, som jeg efter en nærmere undersøgelse kunne bekræfte, så jeg tilbød galant at snuppe overkøjen. Da jeg om aftenen skulle op i køjen gjorde det vanvittig ondt i fødderne, for stigen var nogle smalle pinde vendt på højkant, hvilket krævede, at jeg bed tænderne sammen for ikke at skrige. Vel ankommen i overkøjen, begyndte jeg allerede at frygte den uundgåelige natlige toilettur, men fik pludselig andet at tænke på. Jeg opdagede til min skræk, at der ikke var noget som kunne forhindre mig i, at hvis jeg i nattens løb vendte mig, så at kunne falde ud af sengen, og ved den tanke blev jeg helt svedt. Jeg så i ånden, at jeg om natten vender mig og at jeg så vil skvatter ud af sengen, og rammer ned i bordkanten for til sidst at lande på gulvet, måske med en brækket ryg til følge. Den tanke fik sveden frem på min pande, og jeg masede mig ind mod væggen, og havde meget svært ved at falde i søvn. Min svigersøn havde svære smerter i den ene fod af Podagra, og jeg proklamerede, at jeg vist nok også havde fået Podagra, nemlig i den ene skulder, som jeg havde meget stærke smerter i, men måske af at presse mig sådan mod væggen hele natten igennem. Næste aften kikkede jeg på stigen og besluttede at tage mine hjemmesko med i seng, og gemte dem godt under dynen så de ikke skulle falde på gulvet i nattens løb. Det gik fint til jeg hen på morgenen skulle på toilettet, famler mig frem til hjemmeskoene og begynder nedstigningen. Så falder den ene hjemmesko af, og da det gør så djævlens ondt at træde på de trin, vurderer jeg situationen og beslutter at springe det sidste stykke ned. Nu var der bare det, at jeg havde fejlbedømt afstanden, og var ikke kommet så langt ned som jeg troede. Så jeg lander hårdt med bagdelen i gulvet, og knalder hovedet mod døren med et brag. Min kone vågner forskrækket og kikker på mig og siger, hvorfor sidder du der nede? Det var lidt svært at forklare kl. 5 om morgenen, men jeg tænkte med taknemmelighed på, at det var sidste nat i en køjeseng. Jeg mener, at der bør udarbejdes et sæt sikkerhedsregler som skal sidde på alle køjesenge med oplysning om de farer, der kan være forbundet med at opholde sig i sådan kassearrangement. Samtidig bør der også oplyses om, hvordan man forsikringsmæssigt er stille, i tilfælde af ulykker som direkte kan relateres til brugen af køjesenge. Men som der står i sangen: "At blive ved jorden det tjener os bedst" og det agter jeg at gøre i fremtiden. W. W.
De forsvundne tænder
For at få indblik i dagligdagen på et århusiansk plejehjem besluttede en af vor redaktions medarbejdere at tage et 14 dages praktikophold på et herværende stort plejehjem. Dagligdagen var lige så trist som forventet, men allerede den første dag var der da ligesom et lille lyspunkt, hvor den daglige sløvhedscirkel måske ville blive brudt. Der kom meddelelse om, at der vil komme fire tandplejere som skulle lære os om, dels at børste vore tænder ordentlig, men også noget om sund kost. Alle fik besked på at møde op i den store stue, medbringende vore tandbørster, og de som ikke selv kunne komme ved egen kraft, blev kørt, og til sidst var vi vel omkring en tredive stykker. Der kom fire kønne unge damer, som egentlig så ganske godt ud, og det var da i sig selv et lyspunkt, som var svær at få øjnene fra. Nå, men de begyndte at fortælle om det at børste tænder, og hev en gammel dame i kørestol frem, og fik hende med nogen overtalelse til at åbne munden. Så gik de i gang med tandbørsten, og jeg må sige, at det så noget voldeligt ud, men hun klagede sig dog næsten ikke. Nu skulle vi andre give gebisset en ordentlig omgang, og fik derfor alle udleveret en tyggetablet, som vi skulle gumle godt og grundigt på, og så børste tænderne. Det skulle så efterfølgende vise sig, hvor godt vi havde børstet vores tænder. Tandplejerne gik så rundt og overvågede slagets gang, som stod  på i et kvarters tid, inden vi fik besked på at holde inde.  Derpå fik vi alle besked på at tage tænderne ud, og lægge dem på kanten af det store bord, hvorefter vi så kunne gå rundt og se, om de forskellige tænder, som nu lå til udstilling, nu også havde den foreskrevne kvalitet. De var bestemt ikke alle lige kønne, og det var nu heller ikke svært at se, hvad middagsmaden havde bestået af. Efter at have kikket godt og grundigt på gebisserne, fik vi besked på, at vi godt kunne tage tænderne på igen, og så udbrød panikken! Ingen kunne huske hvor man havde lagt sine tænder, og flere greb derfor det første og bedste gebis de stod ud for, også i skræk for, at der ikke skulle blive nogen i overskud. Det var helt vildt. En ældre dame havde puttet 2 undermunde ind, men havde problemer med at tygge sammen, og skyndte sig derfor at bytte dem, med to ovre. Det var som i en skotøjsforretning, hvor det gælder om at prøve så mange par som muligt. Der blev virkelig byttet, både på bordet, og mand og mand imellem. Der var virkelig kaos, og vor medarbejder endte med at få en overmund med guldtand, som han ikke havde, da han kom, og en undermund uden den tilhørende bro. Personalet hjalp flittigt med at prøve tænderne på de ældre, og foretog efter fælles rådslagning, og efter hukommelse, mange og ofte besværlige bytninger. Det var nu ikke lige let, for flere af de ældre nægtede at bytte de tænder, de nu havde fået fat i, og gemte dem både i lommerne og andre steder. For at gøre en ende på forvirringen, blev alle nu bedt om at forlade stuen, og var medarbejder stod tilbage med et par tænder, som nok kunne være i munden, men ikke kunne bruges til at tygge med. Hvad værre er, at hvis han åbner munder for højt, eller kommer til at grine, taber han overmunden, så det gør, at han nu går rundt og ser noget sammenbidt ud.
Vor medarbejder afbrød sit praktikophold efter den noget særprægede oplevelse, og har efter fire besøg på omtalte plejehjem, endnu ikke fundet frem til sine egne tænder. Hvordan det så er gået med de ældre, som også fik forbyttet gebisset, det vides ikke, men de har da stadig en chance for at bytte sig frem. Vor medarbejder har bestilt tid hos sin tandlæge for at få taget aftryk til et nyt gebis, og siger meget bestemt, at ingen frem over får ham til at lægge tænderne fra sig, undtagen sin tandlæge.   Ja, hvad man dog kan komme ud for. W. W.
Ældres adfærd i offentlige transportmidlerVi her fra redaktionen er flere gange blevet opfordret til at lave en undersøgelse omkring ældre menneskers adfærd i de offentlige transportmidler, også for at se om de historier der verserer, nu også er sande, eller det pure opspind. Der verserer virkelig mange historier om at de ældre i deres kamp for at komme først ind i busserne, bruger mange og aldeles ufine metoder.  Det hævdes, at de bruger dels at sætte deres stokke ind mellem andre passagers ben, så de er ved at gå på næsen, hvorved den ældre hurtigt kan sikre sig det ledige sæde. Det hævdes også, at paraplyhåndtag flittig bliver taget i brug, hvilket skulle være meget effektivt. Skulle det nu ikke lykkes at få et sæde, bruger man også at spille meget dårlig, og i visse tilfælde nærmest falder ind over en som sidder ned, og ved at gøre sig meget tung, og se meget svag ud, kan denne manøvre i de fleste tilfælde få den siddende til forskrækket at rejse sig, og den ældre har dermed opnået retten til at sidde ned. Derfor besluttede vi efter aftale med Efterlønner: E. Lallegaard og følge ham på en bustur rundt i Århus by, hvor turen starter i Park Alle. Det lykkes med en behændig manøvre få albuerne til at stikke godt ud fra kroppen, og derved forhindre nogen i at kommer forbi Hr. E. Lallegaard. Med et glad smil sætter han sig godt til rette og bussen kører frem til næste stoppested, hvor der stiger en masse passagerer ind, og der er nu trængsel i midtergangen. Ud for E. Lallegaard står der en mand på omkring de 30 år, og han begynder straks at overfuse vores observant med ordene: Hvad fanden sidder du der for dit nossefår. Nu har du sgu siddet ned hele dagen, så kan du vel for fanden godt rejse dig op for en som har slidt og slæbt hele dagen. Sådan en snylter som jeg også skal skaffe mad på bordet til. Du dør sgu ikke af at komme op og stå, så fat du bare krykkerne og rejs dig op ! Hr. E. Lallegaard rejser sig betuttet og skynder sig ud ved næste stoppested, hvor han forpustet læner sig op af husmuren. Det var dog en skrækkelig medfart de fik Hr. E. Lallegaard. Ja det kan man godt sige, men det er stort set sådan det foregår hver dag, så det kan snart ikke betale sig at kæmpe om at komme til at sidde ned. Jamen er der da ikke noget De kan gøre ved det ? Jo, Jo, for hvis det nu er en kvinde der generer mig, så har jeg en god fidus: Kvinder har meget med at stille sig helt tæt op til mig, og for ligesom at gøre opmærksom på, at de står op og jeg sidder, så står de og slår til mig med hoften, og kikker bebrejdende på mig. Når de så har gjort det nogle gange, og jeg er blevet godt irriteret, så siger jeg med meget høj ryst, så jeg er sikker på, at alle i bussen rigtig kan høre det:  Puh ha, hvem pokker er det som står og fiser ! Så styrter damen rød i hovedet frem i bussen, og står i de fleste tilfælde af ved næste stoppested. Foregår det altid sådan i busserne ? Ja, det har udviklet sig til alles kamp mod alle. Selv skolebørn deltager nu flittigt i kampen om at erobre et sæde, og de har udviklet en speciel teknik som består i, at de hurtigt svinger sig rundt, og med deres store rygsække både fejer os ældre til side, ligesom de med den bevægelse både river brillerne af os, ligesom det også af og til går ud over de forlorne tænder, som tit ryger på gulvet. Mange unge kvinder har også taget den metode i brug, og går kun og udelukkende med den forbandede rygsæk for at genere så mange ordentlige mennesker som muligt. Jamen, det er da rystende, hvad vi i dag har været vidende til, og så tænke sig, at det er åbenbart den hverdag som alle efterlønnere befinder sig i ? Ja, man kan sige, at det bare er en ganske almindelig dag for os, men det som så kan trøste os gamle stakler det er, at alle de andre også ender i samme situation en dag ! Nu her til sidst vil jeg gerne spørge Dem Hr. E. Lallegaard, om De dyrker nogen form for motion, og her tænker jeg bl.a. på Fitness e.l.? Ja, jeg dyrker motion daglig. Jeg tager en tur med bussen hver dag ! En rystet rapporter vender tilbage til redaktionen og famler sig frem til medicinskabet og finder med rystende hænder 2 restenil. W. W.
Prøverummet  Bertel havde længe trængt til at par nye cowboybukser, og da nu Bilka havde udsalg besluttede han så, at nu skulle det være.  Nu var der så lige det med livvidden, så han fandt målebåndet frem og kikke forbløffet på resultatet, prøvede en gang mere, men det viste stadig 115 cm. Det var nu da også en del han havde taget på, og med en højde på 166 cm. var det vist noget med maden der var forkert.  Efter ankomsten til Bilka, fandt han frem til stabler med cowboybukser og ledte efter en livvidde 115 cm, men hele tiden så stod der noget med SIZE og nogle numre som ikke sagde ham spor, og  ikke noget med 115 cm. Bertel kikkede sig fortabt omkring, og fik så endelig øje på en ung dame i Bilka-uniform og forklarede hende problemet og fremstammede, at han ledte efter et par bukser med en livvidde på ca. 110 cm. Sådan nogle bukser var sikkert store i størrelsen, så det mål han opgav, det skulle nu nok vise sig at passe. Den venlige dame fandt et par i hans størrelse og pegede på prøverummet, for som hun sagde, det vil nok være en god ide at prøve dem.  Der stod en ret ung dame og kæmpede med en masse bøjler og lagde tøj sammen, ligesom hun styrede prøverummene, og spurgte om hvor mange ting han havde. Bertel viste cowboybukserne, og  fik et gult skilt, hvorefter han gik ind i prøverummet og trak forhænget for.  Der er nu ikke meget plads i sådan et rum, men der var da en taburet han kunne sidde på medens han fik skoene snøret op, ligesom der var en krog han kunne hænge sine egne bukser op på. Bertel fik begge ben jaget ned i bukserne og begyndte at hive dem op om livet, men det var nu ikke helt let. De var bestemt for små, men med en kraftig indånding kunne det måske lykkes, måske ved at skiftevis at hive op i lynlåsen og trække maven godt ind, for nu var han kommet så langt, og nu skulle de altså prøves.  Bedst som Bertel hiver kraftig op i lynlåsen, sker det forfærdelige. Lynlåsen sidder uhjælpelig fast og lader sig ikke rokke, og da han ser ned, går den forfærdelige sandhed op for ham. En stor snip af netundertrøjen havde forvildet sig ud af gylpen i hans underbusker, og strittede nu et godt stykke ud fra den fastlåste lynlås. Han hev desperat både op og ned, men lige meget hjalp det, og desperationen var ved at gribe ham. Han satte sig tungt på taburetten, hvor det var som temperaturen i rummet var steget til  40 0, og nu var han ved at gå i panik, for hvad skulle han gøre.  Hvis han nu beholdt bukserne på og havde jakken foran sig, hvad så når han kom til kassen, vil damen så forlange at han lagde sig op på rullebåndet så prisen kunne blive scannet ind, og hvor ville hun scanne, og hvad med alle de andre kunder i forretningen – Bertel forkastede omgående ideen, og så kun en mulighed, hvor ydmygende den end var.  Han trak forhænget lidt til side og stak hovedet ud og kaldte forsigtig på den unge pige som passede prøverummene, og spurgte med hæs stemme, om hun lige ville være sød at komme ind til ham, for han havde et lille problem han gerne ville vise hende. Hun kikkede mistroisk på ham, og nærmede sig forsigtigt, og kikkede på ham som om han var ude på noget lusk.  Bertel trak nu rød i hovedet forhænget så meget til side, at hun kunne se det dilemma han befandt sig i, og forklarede stammende, at skidtet havde sat sig fast, og om hun ikke kunne hjælpe ham ved at prøve at rykke op i lynlåsen. Pigen kikkede ned på netundertrøjen som strittede ud, og blev blussende rød i hovedet og trak sig et par skridt væk, og mumlede noget om at hente hjælp, hvorefter hun forsvandt uden for synsvidde.  Bertel satte sig tungt ned, men da bukserne sad som støbt omkring hans mave og næsten forhindrede ham i at få vejret, måtte han rejse sig. Han tænkte med skræk på hvad der nu ville ske, og hvordan de ville klare problemet, og om de ville klippe bukserne op, så han kunne komme ud, eller om hele lynlåsen skulle klippes væk. Den tanke var virkelig skræmmende, for hvad nu hvis de bare klippede en lille smule forkert!  Pludselig stod der en und mand ved forhænget som bad Bertel om at træde nærmere, men med en ansigtsmimik som viste, at han var lige ved at skrige af grin. Det ser bestemt ikke godt ud, lykkedes det ham at fremstamme, og prøvede febrilsk at bevare fatningen.  Må jeg ha lov til at prøve spurgte han og rakte ud efter lynlåsen, hvilket fik Bertel til at træde et skridt tilbage så taburetten væltede. Der kom nu en ekspedient mere til stede, ligesom den unge kvinde og et par kunder begyndte at fatte interesse for problemet.  Den ene ekspedient hentede en saks og forklarede at de blev nødt til at klippe den snip af netundertrøjen af, som hænger uden for, og så prøve lynlåsen igen. Bertel skulle så selv stikke hånden ned i bukserne og om det var for at beskytte de ædlere dele gik ikke helt op for ham, men efter en del rykken frem og tilbage i lynlåsen, så gav den sig endelig, og flere tilskuere som i mellemtiden var kommen til, klappede begejstret, og en tillod sig endog at bede om ekstra nummer.  En af ekspedienterne tog et målebånd frem medens han siger, at de bukser her er nu da vist et par numre små og tilbyder at hente et par andre i den rigtige størrelse. Bertel mumler noget om at det skam ikke er nødvendigt og skynder sig at trække forhænget for og ifører sig sine gamle bukser og forlader med bankende hjerte Bilka.  Et havde han lært, nemlig at cowboybukser ikke er store i størrelsen, og at man ikke skal lyve om sin livvidde.  W. W.
Betragtninger om politik: Den lille dreng til faderen. "Far, hvordan er det med det der politik?" " Joo.. ser du min dreng, ja.. jeg tror jeg vil prøve at forklare det med vores hjem, som eksempel. I politik er der bestemte ting. Der er befolkningen, regeringen, den økonomiske magt, arbejderklassen og landets fremtid." "Ja, og?" "Da jeg tjener pengene til hele familien, er jeg den økonomiske magt, men mor fordeler og bruger dem, så hun er regeringen, sammen tager vi os af dig og din lillebrors behov, altså er du befolkningen, og lillebror er fremtiden!" "Hva´ med barnepigen?" "Hun er arbejderklassen." Den grundede drengen længe over.. Om natten vågnede han ved, lillebroderen græd. Han kikker ind til barnet og finder ud af, ungen har skidt i bleen. Så går han ind i forældrenes soveværelse, hvor han finder ud af, moderen sover som en sten. Så prøver han barnepigen.. Gennem nøglehullet til barnepigens værelse, ser han sin far i fuld gang med at tage barnepigen bagfra! Så opgav han og gik i seng igen. Næste morgen siger han til sin far: "Far, nu tror jeg nok, jeg forstår det med politik!" " Godt min dreng, forklar det blot med dine egne ord!" "Jo, det er sådan.. mens den økonomiske magt tager røven på arbejderklassen, snorksover regeringen, befolkningen går for lud og koldt vand, og fremtiden står i lort til halsen! W. W.
Enkefræs Holger stod foran spejlet og klaskede en ordentlig sjat Old Spice på kinderne, og granskede nøje sit ansigt, hev lidt i slipseknuden så han bedre kunne få luft, og slog sig kraftig på begge skuldre for ligesom at få skuldervattet til at falde bedre til, og stirrede beundrende på den flotte kraftige hårmanke. Han var nu meget tyndhåret og havde efterhånden kun hår i ørene og i nakken, og havde derfor set sig nødsaget til at satset helt vildt, og efter moden overvejelse investeret i en paryk. Ikke sådan at han havde haft den på ned i byen, men i aften skulle den gøre sin entre, og få ham til at virke som en magnet på kvinderne. Sagen var den, at han meget længe havde følt sig ret så alene og manglede noget, ja altså en dame, til at fylde det tomrum ud som omgav ham. Han havde efter mange og svære overvejelser meldt sig ind i sådan en slags selskabsforening og skulle nu i aften for første gang med en bus ud til en kro hvor der var bal, eller som man siger til enkefræs. Salen var godt fyldt op og snakken og latter fyldte rummet, og en del damer af den noget ældre årgang vimsede rundt og lod så uinteresseret at det var helt påfaldende, men havde virkelig travlt med at studere hvilke mandfolk der nu var kommet i aften. Holger fandt en ledig plads lige som musikken begyndte, men modet til at danse var endnu ikke til stede, så han kikkede ned i sit ølglas og tørrede de svedige hænder i bukserne, og havde mest lyst til at smide jakken. Efter en times tid havde han fået øje på en ganske sød dame som sad og kikkede over til ham og smilede, så Holger dristede sig over og spurgte om de skulle danse. Det var en rigtig sjæler og Holger blev helt væk ved bare at holde om hende og ombølget af hendes parfume, befandt han sig ikke længere i lokalet, men var ved fjerne eksotiske strande. Pludselig blev han bragt tilbage til virkeligheden af en voldsom smerte, da en kvinde med stilethæl jog en hæl ned i hans sko. Ikke bare at hælen var hamret ned i skoen, men den blev også lige drejet en halv omgang, inden damen steg ud igen og dansede videre. Det gjorde så ondt at han frygtede at foden var brækket og greb for sig, og fornemmede pludselig noget dejlig blødt i sin hånd, og stirrede med forbløffelse på hånden, som var dybt begravet i kvindens ene bryst. Hun så også ret forbavset ud, og skyndte sig at sige tak for dansen, og forlod skyndsomt og med et underligt udtryk i ansigtet dansegulvet. Holgers fod gjorde helvedes ondt, men kort efter gik han alligevel over og bød en anden kvinde op og glemte næsten smerterne, da hun lagde hele sin krop ind til hans og lagde kinden mod hans og nynnede stille til melodien. Da dansen var forbi skete det forfærdelige, nemlig at hendes hårspænde havde forvildet sig ind i Holgers paryk og var ved at fjerne hele hovedbeklædningen. Han fik hurtig en hånd op på hovedet og holdt fast på håret, som nu sad på sned ned over det ene øje, medens hun febrilsk og rød i hovedet prøvede at rive sig fri af hans paryk. Et sidste ryk og hun var løs og forlod han med stor hast medens hun mumlede noget om gamle idiot. Holger var nu så frustreret, at han humpede ud af lokalet og ind på toilettet, hvor han flåede parykken af og smed den i en madamepose, tog jakken af og plaskede noget koldt vand i ansigtet. Nu kunne det hele sgu også være lige meget, for nu var det slut med den fastelavnsforestilling. Ikke mere udklædning men bare være sig selv, ikke flere lånte fjer! Han gik op og satte sig ved bordet, hængte jakken over stoleryggen, kikkede på uret og ønskede at bussen snart ville hente dem, for nu var han færdig med at spille Don Johannes! Pludselig hørte han en stemme og kikkede op og så en vældig sød dame med nogle dejlige øjne smilende spurgte: Har du ikke lyst til at danse? Holgers hjerte slog et ekstra slag da han fortumlet rejste sig. Så siger hun med en lille latter: Du er nu meget sødere uden al det hår!  Holger slår en hjertelig latter op, og følger hende ud på dansegulvet. Det blev måske alligevel en dejlig aften.  W. W.